Publiceret: 28. november 2012

Søndagen stod på en ”frisk” sydøstlig vind, og vi valgte derfor at tage til Hirtshals med Ribben. Dette viste sig at være en god beslutning, da vi et par timer senere fandt os selv i forholdsvist roligt vand på vej mod dagens første vrag ”Russeren”. Godt hjulpet på vej af det gode vejr, en iver efter at dykke og ikke mindst vores 140hk Rib, skød vi en gennemsnitsfart på 30knob, der hurtigt fik os til vraget.

Dybden var på ca16m, og sigtbarheden ca.5-6m. Skibet var et gammelt dampskib, som rejste sig et par meter over bunden og gav et overskueligt indtryk af skibet. Selve kedlen var delvist rustet væk i toppen og står stadig en 4m over bunden, hvilket tilsyneladende er ideelt hvis man er Sej. Kedlen indeholdt i hvert fald en stor stime, der både i antal og størrelse var noget af de største vi i Ribben havde set.

Herefter søgte vi mod et vrag kun få hundrede meter fra kysten på 3,5m vand. Et gammelt krigsskib, som stadig skulle have kanoner på dækket. Dette vrag blev igen forholdsvist hurtigt fundet (hjulpet godt på vej af en bøje i overfladen), men bød dog på et anderledes dyk end det første, da kanonerne mere blev følt på end egentligt set. Vi er derfor heller ikke helt sikre på hvor mange kanoner vi så, da vi muligvis talte nogle af dem flere gange og opsummeringen må derfor blot være at der var MANGE og i størrelse STOR. Et vrag som helt sikkert skal besøges igen med bedre sigt.

Herefter sluttede dagen i Ribben (med dejlige 36 knob) i retning af Hirtshals, med en glad og oplevelsesrig besætning bestående af Valler, Kim, Martin og undertegnet. For Kim og Martin var det første gang i Rib, og for vi andre var det første gang vi så et krigsskib med kanoner. Så alle fik sig en ”jomfruelig” tur på vestkysten ;) 

Publiceret: 28. november 2012

Det var en kold og mørk morgen, da vi læssede bilen med dykkergrej og spændte zodiaken efter.

Målet var en håndfuld, for os, ukendte positioner på lægvandsvrag, som skulle udforskes for første gang. Vi havde derfor fyldt bilen med egne og klubbens flasker - som meget belejligt var rengjort og efterset kort tid forinden J

Vejret vidste sig at være perfekt, med næsten ingen vind og et hav så fladt som en pandekage. Stranden var flot dekoreret med sne, og kulden gjorde det samtidig nemt for bilen at få fat og det var derfor intet problem at få båden hverken i eller op fra stranden.

Vores første mål var Tom Pymann – et forslået jernvrag på 5-7meters dybde, som gik ned i 1890, under dramatiske forhold, som resulterede i en større redningsaktion, hvor 7 desværre omkom. Positionen var ikke langt fra vores startsted og vi kom derfor hurtigt derud. Desværre havde vi problemer med et defekt ekkolod og vi

benyttede os derfor af den mindre kendte, men tilsyneladende effektive ”hoved i hav” metoden, som gav pote efter få minutter. Sigten var ca. 7m, vandtemperaturen på godt 5 grader og vraget var helt sikkert værd at se på. Vi så en række nøgensnegle i blåt og hvidt, men fandt desværre ikke en vinge som ellers skulle have været tæt på.

Herefter gav vi os ud i eftersøgningen af et par trævrag med kanoner. I disse tilfælde var hoved i hav metoden dog ikke tilstrækkelig og vi ændrede derfor kurs og sejlede mod ”muncken”, som blev fundet lige i nærheden af vores anker på ca. 8m.

Hvad vi havde troet var et lille nedbrudt træskib, viste sig imidlertid at være et godt 50m langt toskroget trækib, i fin stand, som stod et par meter over havbunden. Dampkedelerne stod flot tilbage, og skibet var fyldt af liv. Herunder en række taskekrabber, torsk, eremitkrebs og utrolig meget andet.

Her fik vi ligeledes to flotte og spændende dyk – som dog for mit vedkommende blev forstyrret af mangel på bly. Jeg knyttede dog hurtigt et kærligt forhold til en munkesten, som belejligt lå i bunden af skibet og ventede på en guidet rundtur i min favn. Dette dog til tydelig irritation for Valler, som på daværende tidspunkt på igen måde forstod min nære relation til stenen, eller hvordan for skulle med rundt. Senere fandt jeg dog ud af at han også havde en del småting af messing i lommerne, som blev samlet op og bragt hjem.

Herefter begav vi os hjem, efter en glimrende dag med 4 dyk og en total bundtid på halvanden time. En herlig dykkertur, med en masse gode oplevelser og nye vrag, som helt sikkert skal ses igen.

Publiceret: 28. november 2012

Søndag d. 13/11

Havet præsenterer sig fra sin pæneste side, da vi ved udsejlingen i Hanstholm bliver mødt af stille vand, sol på himlen og ingen tåge at forsvinde i (det sidste en garanti Valler gav fra starten, til alles tilfredshed). Besætningen bestod af Valler, Peter, Søren, Susanne, Frank og mig.  

Målet var Aalborghus, et passager og stykgodsskib med 2 dæk, bygget i 1936, der sejlede i rute mellem København og Aalborg. Skibet forliste dog under bugsering til Rotterdam, nord for Hanstholm i 1972.
Dagen bød også på et for nogen nyt bekendtskab, da midtjydske dykkere skulle til samme vrag og vi fulgtes derfor pænt derud i hver vores storslåede ribbe - deres dog kun en sølle 115 Hk, hvilket vi dog ikke drillede dem med, ”man må jo have standarder”.

Vraget blev fundet uden den store dramatik, og Valler, samt undertegnet kastede os i vandet, som dog viste sig at være meget retningsbestemt i dagens anledning, hvilket affødte en forholdsvis kraftig strøm. En strøm som også eksisterede på den knoldede sandbund på godt 28m, hvor vi finder et ensomt lod - uden vrag. Her udspiller sig derfor et mindre trekantsdrama med Valler/Grønne og lod (med tilhørende 50m snor og overfladebøje) og vrag i den anden.. Dette bliver dog løst efter nogen prusten, masser af luft og en patetisk kamp-skraben i sandbunden. Det viste sig dog at være det hele værd – da vi bliver mødt af agterenden af et meget stort og intakt vrag, omkranset af lyssej på dope og alskens gode sager i bunden. Det mest spektakulære var dog dækket på stævnen, hvor masten løftede sig mange meter op i vandet, over plankegulvet, spil og luger der indbød til et spændende kig indenfor, som vi dog desværre ikke nåede denne gang, men måtte overlade til Frank og Peter Smed.

Herefter begav vi os alle hjem, efter en beriget dag på havet, og tankerne om måske det fedeste vrag i Danmark, som helt sikkert skal besøges igen.

Ps. Søren tog nogle fine billeder, men disse er dog lånt fra anden hånd til lejligheden. 

Skrevet af: ANSK

Publiceret: 28. november 2012

Her følger et kort tur referat – Vi var 5 dykkere der skulle afsted på en RIP-tur til et eller to vrag alt efter hvad vejr og specielt vind ville tillade.

Dykkerne var Bent, Vivi, Thomas, Peter og undertegnede.

Vi mødtes i klubhuset tidlig morgen og startede med en snak om vrag positioner etc. Da jeg stadig er novice med hensyn til vragdykning (og muligvis dykning) overlader jeg disse vurderinger og kritiske beslutninger til de mere kyndige – I det her tilfælde Bent B og Peter V. Dagens ”vrag-valg” blev Uranienborg - Et stort, ca. 80 meter langt, gammelt minesprængt Dampfragtskib. Skibet gik ned i 1918 og ligger på ca. 18-24 meter (vigtig info for en grøn dykker). Skibet ligger i Kattegat ca. 10 km. fra Skagen Havn. Dernæst blev der vist nok snakket noget om en tysk beton bunker, tæt på kysten eller sådan noget… Dette står noget uklart for mig, idet min opmærksomhed var rettet mod, at finde ud af hvordan flaskepåspændings-anordingen fungerede på min helt nye Vinge-BCD.

Vi forlod Aalborg og kørte 2 biler plus RIP mod Skagen. Vejret var gråt, men heldigvis ingen eller meget lidt blæst. I Skagen Havn fik vi RIP’en i vandet og fyldt med grej samt flasker nok til at alle kunne få 2 dyk. Bent og Thomas sejlede os mod Uranienborg og ca. 30 minutter senere fandt de vraget med sonaren. Thomas smed loddet i vandet og ramte plet – Der var jackpot - Loddet satte sig fuldstændig fast på vraget, så det var slet ikke nødvendigt at binde på vraget, som ved normal procedure. Thomas og Peter gik i vandet, og det var tydeligt for enhver, at der var rigtig meget strøm. De måtte kæmpe en del for at komme ned af bundtorvet, der var trukket ud i noget nær vandret position på grund af strømmens stærke træk i RIP’en.

Efter ca. 30 minutter var de tilbage og kunne rapporterer om en sigt på 6-7 meter og næsten ingen strøm på vraget. Strømmen forsvandt under de 5 meter – Dejligt.

Bent, Vivi og jeg selv kom i udstyret. Bent hoppede først i og sagde forinden, at han ville vente på mig og Vivi nede på 7 meter. Vivi og jeg kommer i problemer i den stærke overfladestrøm, og vi skal bruge mange kræfter på at trække os nedad bundtorvet. Til min overraskelse må Vivi give op - Det var simpelthen ikke armkræfter nok, så hun vurderede at det var for risikabelt at fortsætte. I overfladen aftaler vi at jeg skal fortsætte dykket sammen med Bent. Jeg kæmper mig nedad bundtorvet, og mit luftforbrug og åndedræt er godt oppe i det røde felt. På 7 meter venter Bent pænt på mig og Vivi… Og her magter jeg ikke helt at kommunikerer klart og tydeligt, at: ”Vivi ikke kommer med, men alt ok”. Bent regner den dog selv ud, og gør tegn til at vi skal fortsætte ned til vraget. På vraget er det iøjnefaldende at det er et stort vrag. Vraget er dog meget medtaget af tidens tand, samt at det har været forsøgt at bortsprænge vraget på grund af områdets skibstrafik og fiskeri. Dette gør at store områder af vraget mangler, og man svømmer over sandbund til næste intakte vrag-segment. Hvor om alting er, er det et godt vrag med masser at se på, både med hensyn til vrag og natur. Vragets længde på 80 meter gør at man ikke kan få det fulde overblik på et enkelt dyk – Derfor virker vraget ekstra spændende, og jeg vil gerne tilbage til dette vrag en anden gang. Efter dykket kunne jeg også forstå at de andre dykkere delte min begejstring.

Dagens dyk nummer 2… Det var nok ikke karrierens mest memorable dyk. For at gøre en kort historie endnu kortere, drejede det sig om en tysk beton-bunker tæt på kysten. Som Peter beskrev, var det bare en firkantet beton-klods placeret på sandbund. Vi fik alle svømmet 2 runder om bunkeren, og mere var der ikke grundlag for. Det sjoveste ved bunkeren, var at finde den ved hjælp af Thomas og Peters ”Hoved i Hav” metode – ”Hoved i Hav” består i at en person, udstyret med dykkermaske, stikker hele hovedet i vandet, mens båden sejler langsomt frem. Denne fremgangsmåde har ofte vist sig, at være overlegen i forhold til den moderne sonar.

Vi var tilbage i havn ved en 16 tiden, fik hurtigt pakket sammen og kørte mod Aalborg. I klubhuset var alle noget trætte, og dagen sluttede ca. klokken 18.

Alt i alt en fin dykker-søndag, og jeg kan se at jeg har glemt at nævne at vejret slog om, sådan at vi startede dagen med gråvejr og ca. klokken 12 fik vi solskin. Vejromslaget skete mens jeg og Bent var nede på Uranienborg. Det vil sige, at vi dykkede ned mens der var et lidt trykkende gråvejr, og kom op til strålende solskin - Det var et virkelig godt dyk J

Simon L