- Skrevet af: Peter Valler
Bedste dykkersted vejret tillader. Forventet dybde på +30 m.
Mødetid 8:00 med grejet klar. Medbring luft og proviant til to dyk.
- Skrevet af: Laurits Faarup Marcussen
ANSK Sommertur 2022 uge 31, med lappedykkeren
Årets 2. Sommertur startede ud i motorrummet på lappedykkeren, her skulle skiftes en lille kabelsko på starterrelæet. Det gik desværre ikke helt så problemfrit, som først antaget, så det endte med at hele fredag aften blev brugt i motorrummet, og turen gik derfor først rigtigt i gang tidligt lørdag morgen, hvor vi gik gennem broerne ved første broåbning kl. 05:00.
Ombord på kutteren var; Rasmus, Torben, Kim, Robert, John, Johnny, Sebastian, Mick og Laurits. Kursen blev sat mod Kattegat med enighed om at starte stille og roligt ud og første dyk blev derfor på Godtfred Bauer. Vraget er meget nedsprængt og der er altid mulighed for at finde lidt godt, for Kim blev det til en flot hummer og så var turen godt i gang.
Næste vrag blev Frederik S/S, der ligger på 27m her var sigten rigtig god, og den sidste rust blev banket af flaskerne samtidig med at harpunerne blev testet, med mere og mindre succes. Fra Frederik satte vi kursen mod Anholt havn, og den en af de mange kulinariske oplevelser maden ombord på kutteren kunne byde på.
Den kommende vejrudsigt, var ikke alt for gunstig, morgenen efter blev kursen sat mod syd med dyk på M403 og Cimbria, begge vrag bød på fremragende sigt, og det varme vand gjorde de lange dyk og dekostop til ren fornøjelse, med undtagelse af den klassiske leg, med at udgå brandmænd. Efter dykkene stak vi mod Gilleleje med en forhåbning om læ den næste dag, på Nordsjællands kyst. Desværre var dette ikke tilfældet, så der blev afholdt et lille morgenmøde for dagens plan, om vi skulle være blæst inde eller prøve lykken i Øresund. Valget faldt på den sidste løsning og vi påbegyndte derfor sejladsen mod Øresund hvor vi hurtigt kom i bedre humør med Kronborg om styrbord, og forhåbning om snarlig dyk på vrag.
Desværre var sigten i Øresund ikke at råbe hurra for, så der blev forsøgt at dykke på 2 forskellige vrag, hhv. Robert og Kalle, uden nogen større succes. Vejret klarede dog op og vi lå ind i Helsingør havn, i højt solskin. Hvor det både blev til dessert is og aften rundtur på Kronborg.
Efter turen i Øresund kiggede vi mod det svenske, med plan om opankring på Hallands Väderö, kursen blev derfor sat mod en af klassikerne nemlig Kronprins Wilhelm, der er et godt vrag med krudt og kanoner for alle pengene. Vraget er dog faldet noget sammen siden sidste gang vi var forbi og sigten var desværre heller ikke så god som man kunne have ønsket, men det var dog stadig et godt dyk. Hvor både bundtider og dekotider blev forlænget, hvilket resulterede i lidt trængsel på tovet.
Fra Kronprinsen begyndte det igen at blæse op, og vi satte derfor kursen tættere ind mod land, med håbet om et godt dyk på Herriesburn, der desværre også bød på rigtig dårlig sigt. Så lodderne blev trukket op og ankeret smidt i naturhavnen ved Hallands Väderö, hvor der blev lavet god mad og der var ro til en aftendukkert.
Den næste dag så igen ud til at blive en rigtig blæsevejrsdag, men vi kunne ligge i læ ved Kullen, så John gik på jagt i vrag arkiverne og fandt tre mulige vrag. Vragene dukkede desværre ikke op på hverken sonar eller ekkoloddet, så det blev til et naturdyk på Kullens spids, hvor der var rigtig meget dyreliv og mange smukke farver. Efter dykket gik vandre ekspeditionen i gang, med mål om at komme op til fyret og kigge udsigten.
Fra Kullen sejlede vi igen til Hallands Väderö, hvor den svenske kystbevogtning høfligt kunne informere os om at vi ikke måtte ankre op og at vi derfor skulle runde den næste pynt inden vi måtte smide ankeret igen for natten. Samtidig kunne de lige minde os om de svenske alkohol regler for sejlads, da vinen var sat på bordet til aftensmaden. Regler vi selvfølgelig overholdte til punkt og prikke.
Herfra måtte vi fra vejrudsigten konstatere at det kun kunne blive til én dykkerdag vi planlage derfor at sejle til vraget Ostmark som første dyk og Ossian som sidste dyk på turen. Ostmark leverede heldigvis på alle parametre med rigtig god sigt og krudt og kanoner. Så her blev der dykket godt igennem inden vi sluttede af med et hyggeligt dyk på Ossian, med mulighed for at få lidt til frysen, samt indfangning af fisk til Kims berømte Thai-fiske gryde.
Efter dykket blev alt suret fast med lovning om at det skulle blæse op og kursen sat mod Hals. Det endte dog med en rolig sejlads med ankomst i Hals kl. 01:30 hvor vi gik til køjs, for at sejle til Aalborg fredag formiddag. Turen sluttede med Aalborg fra sin bedste side, med alle de smukke skibe fra Tallships race.
Tak til alle der var med for en rigtig god tur
Laurits
- Skrevet af: Allan Meyer
Selvom Tall Ship Races Aalborg 2022 officielt først sluttede søndag, vil de fleste nok mene det store event sluttede med et brag lørdag aften, med danmarkshistoriens største fyrværi.
Aalborg-Nørresundby Sportsdykkerklub havde masser af frivillige kræfter igang under hele eventet, da vi via vores samarbejde med Skråen havde sagt ja til at bemande 2 barer under Tall Ship Races.
Vi havde næsten 50 personer igang i løbet af ugen, og der skal lyde en STOR TAK til alle de medlemmer som bidrog og ikke mindst en STOR TAK til alle de familiemedlemmer, venner og bekendte som også gav en hånd med.
Det var nogle lange dage, og folk har med garanti ømme fødder de næste par dage, men det har ikke kun været hårdt arbejde. Det har været sjovt, der har været rigtig en god stemning og det var været super hyggeligt hele ugen. Alt vores hårde arbejde giver også et ikke uvæsentligt bidrag til klubkassen.
Lørdag aften sluttede vi af med, at vores Kutterudvalg havde sejlet vores Dykkerskib Lappedykkeren III på fjorden, så vores frivillige kunne se det imponerende fyrværkeri fra vandsiden forsynet med en kold fadøl og et par pølser fra grillen.
- Skrevet af: Peter Valler
I løbet af september holder vi nitroxkursus i klubben.
Kurset gør det muligt at dykke med nitrox, også kaldet iltberiget luft, med op til 40% ilt. Kroppens ophobning af nitrogen reduceres og man har derfor ikke det samme behov for overfladetid, ligesom man får mulighed for at blive i vandet længere tid af gangen eller bare dykke mere sikkert.
Undervisningen er ren teori og vil bestå af selvlæsning af en lille bog efterfulgt af en aften med let teori, analysering af gasser og en eksamen.
Tilmelding ved at skrive en besked til mig på facebook eller på petervaller(at)gmail.com senest tirsdag den 16. august.
- Skrevet af: Peter Valler
Endelig viste vejrudsigten lav vind så der blev hurtigt stablet en tur på benene, og det skulle vise sig at vejrudsigten holdt stik.
Fredag morgen stod seks dykkere forventningsfulde klar og efter et hurtigt kig på vejrudsigten bestemte vi os for at køre til Hirtshals. Målet blev kong hans hvor vi hurtigt kom frem i solskin og helt fladt vand.
Vraget ligner sig selv og trods det at sigten ikke var i top, fik folk set kæmpe torsk, hummer, sej, stukket flade, ankeret og de mange andre fine detaljer. Vi havde også et par vestkystjomfuer som det lød til havde nogle fine dyk og fik lært en masse om dyk fra RIB.
Efter en sjældent set effektivitet gennem dagen lykkedes det os at være tilbage i klubben inden 16 og derved kunne flere af dykkerne tage videre til Karolinelund og deltage i festelighederne på den ene eller anden side af baren, hvor flere medlemmer var mødt trofast frem for at servere øl til de mange festgalde deltagere i det fantastiske vejr.
Tak for en god dag.