Onsdag den 17. maj stod et hold forventningsfulde dykkere klar ved klubhuset til en Kristelig Himmelfarts tur til Norge. Destinationen denne gang var Kristiansand. Desværre havde en af de tilmeldte meldt fra, så turen bestod af 5 dykkere: Søren Theilgaard, Daniel Rømer, Bjarke Kristensen, Peter Valler og Allan Meyer.
Tidligere års tidsplan og tradition blev fulgt med afgang fra klubben klokken 17:30, herefter indtagelse af aftensmad på grillen i Hirtshals og ombordstigning på Colorline Færgen med ankomst til Kristiansand til midnat.
Overnatningen forgik i en hytte ved Kristiansand Feriesenter kun 13 km fra færgen, så efter en godnat øl var alle i seng ca. kl. 01:30.
Dag 1 - torsdag
Næste morgen blev vejrudsigten for dagen og de kommende dage nærstuderet. Der var lovet lidt vind de første dage, hvorefter det ville stilne af. Det blev derfor besluttet, at vi ville tage dyk inden for skærene de første par dage.
Efter velfortjent langsom start på dagen og en god morgenmad blev båden sat i vandet, og der var afgang til første destinationen: Vraget af ”den halve”. Navnet kommer af skibet er savet over, da man har bjærget bagenden af skibet, mens den forreste del står på ca. 40 meters dybde.
Dyk 2 var lige ud for lufthavnen, hvor vraget af vandflyveren ”Dornier DO 24” ligger. Flyet sank få meter fra land i 1945 pga. skader engelske Mosquito fly. Vraget, som specielt Bjarke havde gældet sig meget til at, ligger lidt spredt på bunden, men der er trukket liner mellem delene. Flyet er efterhånden meget nedbrudt, men det er tydeligt at set det er det fly, og specielt motordelene er imponerende. Mens Bjarke studerede finmekanikken på flyvemaskinen lå Søren og Allan i en stor støvsky under den ene vinde på jagt efter torsk. Harpunen stod skarpt og det blev til 2 torsk på 2 skud på vel ca. 2 kg og 4-5 kg.
Donier DO24
Efter 2 gode dyk var mængden af luft lav, så vi ville tjekke vraget af ”lektor” som skulle lille i en bugt på meget lavt vand. Positionen var en hyggelig lille bugt, hvor vi fik lidt læ for vinden – selve vraget var ikke noget at skrive det store om. Ved bredden stak der hvad vi tegnede som pindebrænde op af vandet på 2 meter vand – vi var stadig sultne efter at dykke, så alle man hoppede i og havde et kort dyk. Jeg tror de fleste skrev ”Lortebugten 2” i loggen, da det nok bedst beskriver oplevelsen – der var ingenting at komme efter.
Vi sejlede hjem til Feriecenteret ca. kl. 17, og begyndte at fylde flasker. Vi var blevet lovet en ”garage” vil vores udstyr, men denne lå så langt væk fra kajen, at dette ikke gav mening. Efter lidt forhandling fik vi dog lov til at holde traileren med udstyr tæt på båden, og kunne trække strøm til kompressoren på kajen.
100L bauer rejsekompressor med blæksprutte - nemt med strøm på kajkanten.
Aftensmaden stod på nachos, frisk fanget torsk og et par grill pølser mens vi nød udsigten fra hytte 504.
Dag 2 – fredag
Morgen på en dykkertur starter altid med det samme: kaffe og tjek af vejrudsigten. Vejrudsigten lovede fortsat rigtig godt dykkervejr lørdag og søndag, så vi valgte at blive indenskærs på dag 2 også.
Vi startede på ”byvragene” som er 2 vrag som mere eller mindre ligger oven på hinanden tæt på land. Det er vrag af den type vi rigtig gerne ville have hjemme i Danmark, da de er supernemme at dykke. Det ene af skibene er ret stort, og man kan dykke ind i lastrummene – sigtbarheden var ok trods en dybde på kun 5-15 meter.
Dyk nummer 2 var på vraget af Seattle, som er det 146 meter langt tysk lasteskib som kom i krydsild mellem de tyske invasionsstyrker og nordmændene den 9. april 1940. Skibet brød i brand og sank efter et par dage og ligger i dag på mellem 28 og 72 meters dybde.
Profil af Seattle som var bøjet af i stævnen. Vraget ligger mere stejlt end tegningen indikerer.
Vi havde rigtig god sigt på vraget og det var en kæmpe oplevelse – specielt for dem på turen som ikke havde dykket vraget før. Skibet kaldes også for ”dansker-dræberen”, da der desværre er adskillige danskere som er omkommet på vraget igennem årene pga. de har siddet fast inde i vraget. Ingen af os dykkede ind i vraget, og da vi samtidig havde 30-40 meter sigt blev der afvikler nogle gode og sikre dyk på vraget.
Søren Theilgaard inspicerer gasflaskerne på Seattle (billedet er taget på 35 meters dybde)
Dagens tredje og sidste dyk var fra en lille vig, hvor der skulle stå en mindre fiskekutter på ca. 15 meter sandbund. Det skulle eftersigne være de lokale dykkeres husvrag, og der skulle være mange kammuslinger i området. Fangsten var ok uden ar være overvældende, men det var et fint dyk på en 35-40 minutter – og når det nu skal være ”blomsterdyk” var det faktisk ok flot med store tangplanter.
Efter veloverstået dyk vendte vi snuden hjem til feriecenteret, hvor den igen stod på flaskefyldning og god aftensmad. Denne gang Culotte med ovnstegte kartofler og favorit sovs. Grønsagerne måtte man tænke sig til.
Dag 3 – lørdag
Som lovet dagen før var vejrudsigten god – og vi satte destinationen til vraget af Jan Hubert ca. 7 sømil fra Feriecenteret. Det var perfekte forhold at sejle i med kun meget lidt vind og små bølger. Vi havde forbedret trimix-blandinger hjemmefra, som var sat på udstyret og alle så frem til nogle god dyk. Vi havde flere positioner på Jan Hubert, og var i tvivl om hvilken en som var den korrekte. Vraget er svært at skyde med ekkoloddet pga. klippeformationerne omkring vraget, og pga. dybden 50-55 meter var det vigtigt vi ramte vraget korrekt. Trods tvivl tog vi chancen og kastede anker. Valler og Daniel blev sendt i vandet, men kunne desværre konstatere, at vi ikke have ramt vraget, og da der er 50+ meter dybt er der ikke tid til at dykkerundt og lede, selvom det i princippet kunne ligge lige på den anden siden af nogle klipper. De valgte derfor at afbryde dykket og kom sikkert i overfladen efter en 12-13 minutter.
4 af dykkerne havde trimixblandinger på flaskerne, som koster over 350 kroner pr sæt i helium, så alle var enige om, at det ikke bare skulle spildes på et tilfældigt dyk, så efter lidt rådslagning blev det besluttet, at vi sejlede tilbage til Seattle og tog et dyk mere der. Allan var specielt opsat på, at det ikke bare skulle være et blomsterdyk efter kammuslinger eller lignende, da dykket ville være hans dyk nummer 300.
Seattle ligger få hundrede meter fra Feriecenteret, så vi sejlede de 7 sømil tilbage igen og bandt på bøjen til Seattle. Vi fik afviklet nogle god dyk, og alle var glade og tilfredse. Daniel og Valler havde været på 50 meter 2 gange på dette tidspunkt, så de følte ikke rigtig for mere dykning den dag, Allan ville gerne bare slappe af og nyde de god vejr, men Søren og Bjarke var ikke færdige med dykning, så Valler og Daniel blev sejlet ind og sat af, hvorefter Allan sejlede ude med Bjarke og Søren som ville på jagt efter flere kammuslinger på en position nogle nordmænd havde givet dem. Vi har lidt nordmændene mistænkt for at give os de dårlige positioner når det kommer til kammuslinger, da de sjældent er ret gode. Men det god dyk blev det til og der kom da også lidt skaldyr med op.
Aften forløb relativt afslappet, da der ikke skulle fyldes så mange flasker, så Culotten som havde ligget i Sous Vide i 24 timer blev nydt med ovnkartofler og whiskeysovs – naturligvis efter forretten Nachos var indtaget. Der er efterhånden en regel om, at nachos på Ribture i Norge er lige så vigtig som vores sikkerhedsstop når vi dykker.
Dag 4 – søndag
Vejrudsigten holdt stik. Stort set ingen vind, og 0 bølger med sol fra en skyfri himmel – helt perfekte dykkerforhold.
Dagens destination var udenskærsvraget Mosel. M-1903 Mosel er et 55 meter langt tysk patruljebåd som blev sænket af britiske fly 15. oktober 1944. Skibet som blev fundet af en lokal dykkerklub i 2001 er kendt som et af området flotteste vrag – måske særligt pga. den store kanon som står i stævnen. Med udsigt til mere militært isenkram var Bjarke endnu engang i sit es.
Stævnen på Mosel med kanonen (billedet er lånt fra dykkning.no // Christian Stauge)
Valler fandt hurtigt vraget på ekkoloddet og Allan smed ankeret en 20-30 meter fra vraget til trods for han påstod han sigtede efter kanonen. Der blev hurtigt gearet op og Valler og Daniel dykkede ned, og trak ankerlinen ind til skibet og hæftede denne med en karabin – planen var så, at hold 2 skulle løsne karabinen, for at hive ankeret op efter hold 2.
Angrebet på Mosel i 1944 - britterne fotograferede ofte deres angreb til dokumentation af hvad de fik ram på.
Efter et godt dyk kom Valler og Daniel retur til båden, og da vi gjort klar til at sende hold 2 i vandet kom der et hold dykkere ud til os fra en dykkerklub i Nordborg. Hold 2 ville gerne have vraget for dem selv, så de skyndte sig i vandet.
Det blev til et rigtig god dyk på vraget, hvor kanonen, maskinkanoner, brandslanger mv. blev inspiceret grundigt. Efter ca. 20-22 minutter på vraget var det tid til at komme retur, og på dette tidspunkt var dykkerne fra Als kommet ned til vraget. Planen var oprindeligt, at vi skulle løsne ankerlinen fra vraget, men vi kunne se de andre dykkere brugte vores line – hold 2 havde kassereren med nede, som bare begyndte at gå op efter at have besluttet, at så må vi sende de andre en regning på anker + liner, da det ville være uforsvarligt at binde linen fra. Den skulle de jo bruge. Søren var henne ved karabinen og kigge, og så at Daniel faktisk havde været nede ved karabinen med en seddel som var sat fast med info om IKKE at løsne karabinen. I overfladen efter en 10-11 minutters deko-stop på vejen fandt vi ud hvad der forgik. På overfladen havde de fundet ud af vi skulle med samme færge om eftermiddagen, så de andre dykkere dykkede bare færdig på vores anker + liner, så kunne vi sejle ind og få det retur ved færgen. Fint eksempel på man altid skal være åben for ændringer af planerne, og at man får det bedste ud af det med lidt fleksibilitet.
Efter endnu et godt dyk sejlede vi de ca. 13 sømil tilbage til feriecenteret, hvor vi pakkede sammen. Vi havde fået lov til at lave ”late checkout”, så der var også plads til et bad inden turen gik tilbage til færgen kl. 16:30.
Trods anklager om snorken om natten er der selv på 4. dagen kærlighed i luften blandt deltagerne
Ombord på færgen sprang vi som sædvanlig ombord i buffeten – Colorline havde åbenbart ikke hørt Peter MC havde meldt afbud, da der var et bjerg af pommes frites og pølser i buffeten. Efter færgeturen var det speederen i bund til Aalborg, hvor vi ramte klubhuset kl. 20.20.
Dinner with a view
Glade og trætte tog vi afsked med hinanden og takkede for endnu en god dykkertur til Norge, hvor vi har super heldige med vejret.
