Planen om at vi skulle på ribtur fra en nordjyskkyst, blev ødelagt af en træls nordenvind. Valget endte på Lillebælt, vi kørte fra klubhuset klokken 7 så vi kunne nå et dyk inden strømmen ville tage for meget til.
Efter små 2 timers kørsel var vi ved Søbadet. Efter en hurtig konstatering af, at der næsten ikke var nogen strøm, skyndte vi os i grejet og hoppede i. Scooterbanden satte kurs efter enden af kæden mens vi andre tog kæden til 20m, vendte om, til vi mødte ”muren ” og svømmede langs den, mens strømmen tog lidt til. Turen tilbage til badebroen foregik i medstrøm på lavt vand oven til ”muren”.
Andet dyk blev i Amoniakhavnen. Der var mange uddannelseshold, men de fleste var heldigvis på vej hjem da vi kom. Dykket foregik ligesom ved Søbadet, ud af en kæde med en lille ”sidevej” ud til et anker der ligger der. Dykket var noget nemmere end vores første dyk, da der næsten ingen strøm er i Amoniakhavnen. Ligesom i Søbadet var der god sigt, fyldt med liv og nysgerrige fisk.
Tak for en god tur og hjælpsomheden, når man stadig er lidt ny i det her.