Turberetning fra NSK's tur til Flekkefjord 19. - 22. Oktober 2016.

IMG 02281 2233 800 600 80

 

 Dag 1 - Torsdag:

Torsdag den 19. oktober var 8 mand samlet og på vej til hvad, der efterhånden er blevet en årlig tradition i NSK. En forlænget weekend i Flekkefjord, Norge. Turholdet bestod i år af: Valler, Daniel, Søren Theilgaard, Søren ”Bokser”, Steffen og 3 som ikke tidligere har været i Flekkefjord: John, Allan og Jens.

 

Efter det traditionsrige pitstop ved grillen i Hirtshals kørte vi om bord på færgen, og ramte Norge omkring midnat torsdag aften. Fra færgen er der ca. 2 timers kørsel til Flekkefjord. 25 kilometer inden vi rammer Flekkefjord er vejen pludselig spærret af 2 politibiler og en 4-5 betjente, som guider bilerne stille og roligt forbi. I den ene bil sidder vi og joker med, de nok er på jagt efter østeuropæiske tyveknægte eller noget i den stil, da det er lidt usædvanlig med et checkpoint på en hovedvej midt om natten. Det skulle imidlertid vise sige, at det var OS de var på jagt efter!!

 

Begge biler blev guidet ind på en rasteplads, og mens patruljevognene stille og rolig rullede efter os, gik snakken om hvad de mon vil synes om de over 250 flaskeliter trykflasker vi havde med. Politiet fortæller, at nogen har ringet til dem og anmeldt, at der kører nogle ”tungt lastede udenlandske biler” på hovedvejen, og vi bliver udspurgt om hvor vi er på vej hen. Efter at have fortalt vi skal til Flekkefjord for at dykke bliver forklaringen om, at vi ikke har for meget vægt i 1200kg traileren afbrudt af den ene politibetjent. Han vil nemlig langt hellere snakke om det fremragende øl, som James (Formanden for Flekkefjord Dykkerklub) selv brygger. Politibetjentene er fra Flekkefjord og kender James. Efter 5 min smalltalk om øl og dykning får vi lov at køre igen uden politiet overhovedet har kigget i trailer eller bagagerum på bilerne. De var også ligeglade med, at den ene af chaufførerne ikke havde fået sit kørekort med.

 

Vi var fremme ved klubhuset lidt over kl. 2 om natten og til køjs lidt i 3.

 

Dag 2 - Fredag:
Da vi kom sent i seng var planen at sove længe fredag morgen, så vi var friske til en lang dag. Den plan blev imidlertid spoleret af nogle håndværkere, som begyndte at kravle rundt på stilladser og taget af klubhuset, som er ved at blive renoveret. Det tunge værktøj blev taget i brug kl. 07:45, og så var det helt slut med søvn for selv de mest stædige.


Morgenmaden blev indtaget i Klubhuset, som ligger utroligt idyllisk helt ud til fjorden, og madpakkerne blev smurt til dagens tur. Som det sidste inden afgang blev kalvefileten lagt i sous vide, så den var klar til aftensmaden.

 

Efter rådslagning og tjek af diverse vejrtjenester gav vi destinationen ”Ydre Kalven” et skud. Det er en lille vig, som ligger udenskærs, og en destination som kræver gode vejrforhold for at nå – Sigtbarheden var rigtig god da stedet ligger på kanten til Nordsøen og det blev til nogle gode dyk. Bokser syntes som sædvanligt noget i retning af: ”Der var fandeme for lidt Jern og alt for meget blomsterpis!”.

 

Jens fik for første og sidste gang prøvet hans nye finner, da den ene finne røg over bord efter dykket. Præcist hvem, der tabte den, har vi lovet ikke at fortælle for Steffens skyld. Allan og Steffen forsøgte at finde den, men måtte efter 20-25 minutters søgen give op. Heldigvis kunne Jens resten af turen låne finner af de andre.

 

Andet dyk blev en mere eller mindre tilfældig lokation indenskærs uden de store begivenheder. En mindre gruppe på 3 personer hoppede i fjorden ved klubhuset, da vi kom tilbage sidst på eftermiddagen.

 

Som tidligere år var maden på turen fremragende. Efter 8-9 timer i sous vide og 4-5 minutters velsignelse på den medbragte Webergrill blev kalvefileten med tilbehør indtaget til alles store tilfredsstillelse. Efter aftensmaden kom James forbi med 2 spande fyldt med hjemmelavet øl, og vi fik mulighed for, ved selvsyn, at se, om det nu også var så godt, som politiet havde fortalt os natten forinden. En herlig oplevelse, og øllet levede til fulde op til de høje forventninger ordensmagten havde givet os.

 

Efter at have været igennem en 4-5 forskellige øl varianter og en dessert begyndte de fleste at være godt skeløjede og halvtrætte - bare spørg Daniel - så vi gik forholdsvis tidligt til køjs. 

 

Dag 3 - Lørdag:
Ingen håndværkere lørdag morgen, så de første var først oppe ved 8:30 tiden. Efter de sædvanlige morgenritualer: 1. morgenmad – 2. madpakke – 3. kød i sous vide blev der pakket grej, og vi sejlede ud mod dagens første destination Unhammer. Unhammer har både et kunstigt rev og vraget af en mindre fiskekutter, og det blev til nogle gode men ikke spektakulære dyk på stedet.

 

Andet dyk på dag 3 var en hurtig tur på Gudrun. Jens og Allan (som ikke har set Gudrun før) skulle træne nød deko, så det blev kun til en lille forsmag på det spektakulære vrag inden der skulle hygges med et 8-10 min deko stop.

 

Efter 4 dyk ude i fjorden havde vi endnu ikke set skyggen af en kammusling, så folk var ved at være desperate, så vi fandt en 3. dykkerlokation, hvor Daniel, Valler og Steffen gik på jagt. Efter en lille halv time kom de retur med fangstnettene fulde af kammuslinger og humøret højt. Nu skulle der smovses.

 

 

Inden aftensmaden nåede Theilgaard og Jens lige et natdyk i fjorden ved klubhuset.

 

Aftensmaden stod endnu engang på perfekt tilberedt rødt kød med tilbehør. Forretten var Kammuslinger stegt i hvidløg. Steffen havde under tilberedningen ofret blod til madguderne ved at stikke en kniv i hånden på sig selv. Om det var det, som gjorde at de (efter nogens mening) smagte ekstra godt, står hen i det uvisse. Bokser og Allan var dog trods alle andres ihærdige forsøg ikke helt enige i, at kammuslinger er en delikatesse.

 

Efter maden blev der hygget med røverhistorier og et par øl inden det var til køjs.

 

 

Dag 4 - Søndag:

 

Selv om det vist er 5.-6. gang NSK er i Flekkefjord, og det mere eller mindre er den samme plan der laves hver gang mht. til tidsplan for dagen for at nå færgen, så har ingen formået at få skrevet den ned, så den måtte endnu engang laves forfra. Sidste dag startede kl 07:00 med en hurtig morgenmad, pakning af båden og så afsted til Gudrun.

 

3 minutter inden afgang kom der fra Allan bandeord i en lind strøm, som næsten var Bokser værdig. Halsmanchetten var revnet en 5-7 cm. Søren ”Cykelsmed” Theilgaard havde dog lappegrej klar, og efter en holdindsats var Allans manchet lappet sammen med plaster og gaffatape, og båden satte kurs mod Gudrun kun 10 minutter efter tidsplanen.  Dykket var Jens og Allans sidste på 40 meter certificeringen, så det kunne ikke bare springes over.

 

Alle 8 mand fik et rigtig godt dyk på Gudrun, som specielt for de nye på turen var en kæmpe oplevelse. Det kalder dog på flere besøg, da ét enkelt dyk slet ikke er nok til, at udforske det hele – Specielt ikke når man dykker uden dekompressionsstop.

 

Med alle mand i speedbåden igen stak vi snuden hjem ad, hvor alt blev pakket, hytten rengjort og vi satte kurs mod færgelejet, hvor vi ankom i rigtig god tid (Ingen politi afspærring denne gang på trods de norske lastbilchaufførers tydelige utilfredshed med Daniels forsigtige kørsel med trailer).

 

Vel om bord på Superspeed 1 gik folk amok i buffeten, hvor alene Vallers indtag af jomfruhummere og krabber kunne have taget livet af en 4-500 skaldyrsallergikere.

 

Bilerne ramte Nørresundby ca. kl. 20:30 hvor der blev takket af for en rigtig god og hyggelig tur til Flekkefjord med en masse gode dykkeroplevelser.

 

Årets referenter: Jens & Allan  {jcomments on}