Aalborg-Nørresundby Sportsdykkerklub var lørdag på og i vandet med 2 både og 10 mand, hvor vi i samarbejde med fiskerikontrollen dykkede efter efterladte ruser, tejner og net.

TV2-Nord var forbi, og det kom er dette indslag ud af:

19.30 - 05.12.2020 | TV2 Nord

 

Det blev en hyggelig og produktiv dag, hvor vi startede med morgenkaffe i klubhuset, hvorefter vi satte bådene i vandet og mødte Fiskerikontrollen ved Jernbanebroen. Vi dykkede i flere hold af 2-3 personer, og var noget udfordret af at sigtbarheden som i mandags var 4-5 meter var forvandlet til under 1 meter.

Vandet var denne lørdag 5 grader, men i tørdragter er det ikke noget problem og nogle af dykkerne var i vandet i op til 2 timer. 

Vi havde dog scoutet området godt, og vidste hvor mange af tejnerne og ruserne lå, så vi fik 7 tejner / ruser fjernet.

I en af efterladte ruser fandt vi en stor hummer som sad fanget. Hummeren var noget afkræftet og fuld af tang og iøvrigt en ordentlig basse på over 2 kilo. Vi fik skåret hummeren fri, og den blev sat ud igen og rusen som den sad i blev mærket af og trukket op af Fiskerikontrollen.

Oplevelsen med hummeren understreger bare pointen med, at der går rigtig mange fisk og hummere til i området til ingen verdens nytte pga. fiskerne mister så mange ruser og tejner i området. 

Vi har INTET imod der bliver fisket efter hummere i Limfjorden - vi jager selv hummere - men vi er trætte af at se på det stigende antal ruser, garn og tejner som bliver efterladt.