Så er tiden til at få sat endnu en klubtur i søen og denne gang står den selvfølgelig også på massere af vrag. Turen kommer til at gå til Coron Bay, som er Filippinernes svar på Truk Lagoon og vil løbe af stablen ca. i uge 13 og 14 i 2019.
Dykningen i Coron Bay er hovedsagligt vrag, og det drejer sig om en japansk forsyningsflåde som under 2. verdenskrig gemte sig i bugten, men blev fundet af 24 Helldiver bombere, som i løbet af kort tid sænkede hele flåden. I dag ligger der en lang række skibe, hvor de fleste er mellem 140 og 200m lange på relativt lav dybde med de fleste på 25-30 m og et par stykker på 40m. Vragene er dog meget intakte så gennemsnitsdybden vil være en del lavere. Desuden byder bugten på dykning i hulen Cathedral og i Barracuda Lake, hvor der er et springlag fra slut tyverne til 40 grader.
Tæt på Coron Bay ligger Apo Reef som er verdens andenstørste koralrev. Vi snakker store mængder hajer, skilpadder, rokker og alverdens andre store dyr. Der vil være mulighed for at tage en tredages livaboard hertil hvis man ønsker det.
Et hurtigt overslag over et budget ser ud som følger:
7.000 kr – Fly fra Aalborg til Coron (pris fra lørdag til lørdag)
4.500 kr – Ti dages dykning med alt udstyr, tre dyk om dagen og frokost på turen. (Priser taget fra det dykkercenter der har fået bedst anmeldelser på Tripadvisor)
3.500 kr – Overnatning i dobbeltværelse med AC og morgenmad
Hvis vi sætter aftensmad til 100kr pr. mand, hvilket er meget i Filippinerne bliver det en samlet pris på omkring 15.000 kr ekskl. Lommepenge (bajere osv,).
Dette er som skrevet et overslag og det kan afhængigt af bestillingstidspunkt, ønske om standard samt andre tilkøb som livaboard osv. gøres både lidt billigere men også en del dyrere.
Vi rejser ikke med noget rejseselskab så det praktiske vil vi selv stå for. Vi vil derfor bestille flybilletter sammen når priserne er rigtige engang mellem april og juni. Det vil være muligt at komme med på turen selv hvis man ikke bestiller denne dag ved at tage fat i Daniel eller undertegnede så vi kan få bestilt billetterne. Vi vil efterfølgende finde det rette resort og dykkercenter. Resten af turen, altså hotel og dykning betales ved ankomst.
Giv gerne en tilkendegivelse hvis turen har interesse så vi har en ide om omfanget. Vi er pt. en fire stykker der helt sikkert tager af sted.{jcomments on}